åbner i nyt vindue
UPDATE 27. januar 2025

Apple præsenterer 2025 Black Unity Collection

I anledning af Black History Month lanceres en ny Sport Loop i Black Unity og matchende urskive til Apple Watch samt nye baggrunde til iPhone og iPad, der alle er inspireret af menneskets rytme
Den nye Black Unity-baggrund vises på iPhone og iPad, og Apple Watch vises med Sport Loop-remmen i Black Unity og den matchende urskive.
En ny Black Unity Collection, der er inspireret af menneskets rytme, fejrer Black History Month og hylder den sorte befolknings kultur og fællesskab.
Apple har i dag løftet sløret for en ny Black Unity Collection for at fejre Black History Month og hylde den sorte befolknings kultur og fællesskab. Kollektionen er inspireret af menneskets rytme og omfatter en særlig udgave af Sport Loop i Black Unity til Apple Watch, en matchende urskive samt baggrunde til iPhone og iPad.
I forbindelse med lanceringen yder Apple et bidrag til en række globale organisationer, hvis arbejde tager udgangspunkt i rytme, kreativitet og fællesskab. Dette bidrag omfatter tilskud til Ellis Marsalis Center for Music i New Orleans, Battersea Arts Centre i London, Music Forward Foundation i Los Angeles, Art Gallery of New South Wales i Sydney og The National Museum of African American Music i Nashville, Tennessee. Apples støtte til disse organisationer er endnu et led i virksomhedens mangeårige indsats for at fremme økonomiske, uddannelsesmæssige og kreative muligheder for lokalsamfund og fællesskaber verden over.
Den nye kollektion er designet af kreative Apple-folk, der enten selv er sorte, eller som støtter de sortes sag. Unity Rhythm-kollektionen sammenvæver de sorte, grønne og røde farver fra det panafrikanske flag. Sport Loop i Black Unity er vævet i et særligt mønster med forhøjninger og fordybninger, der giver en markant dybdeeffekt, som på den ene side af hver forhøjning eller fordybning afslører farven grøn og på den anden side farven rød. Når den person, der har remmen om håndleddet, bevæger hånden, ser det ud, som om den grønne farve skifter til rød, og der, hvor farverne mødes, dukker et magisk strejf af gul op.
Et nærbillede af Sport Loop i Black Unity og den matchende urskive.
Sport Loop i Black Unity er vævet i et særligt mønster med forhøjninger og fordybninger, der giver en markant dybdeeffekt, som på den ene side af hver forhøjning eller fordybning afslører farven grøn og på den anden side farven rød.
Den matchende Unity Rhythm-urskive viser specialdesignede tal, der dannes af sammenflettede penselstrøg i farverne rød, grøn og gul. Urskiven reagerer på gyroskopet, så serien af abstrakte penselstrøg smelter sammen og omdannes til tal, når brugeren løfter hånden for at se, hvad klokken er. Et rytmisk klokkespil lyder hver halve og hele time ved brug af Unity Rhythm-urskiven.
Den matchende Unity Rhythm-urskive viser tal, der dannes af sammenflettede penselstrøg i farverne rød, grøn og gul.
Unity Rhythm-baggrundene til iPhone og iPad har de samme specialdesignede bogstaver, der danner ordet “Unity”, som ændrer retning, når enheden låses og oplåses.
Priser og tilgængelighed
  • Sport Loop i Black Unity kan bestilles i Apple Store online i dag og fås i Apple Stores fra og med denne uge for 399 kr.
  • Sport Loop i Black Unity fås i størrelserne 42 mm og 46 mm og passer til Apple Watch Series 4 eller nyere, Apple Watch SE samt Apple Watch Ultra og Apple Watch Ultra 2 (kun remmen på 46 mm).
  • Unity Rhythm-urskiven vil være tilgængelig i en kommende softwareopdatering og kræver Apple Watch Series 6 eller nyere og iPhone Xs eller nyere.
  • Unity Rhythm-baggrundene til iPhone og iPad vil også være tilgængelige i en kommende softwareopdatering og kræver iPhone Xs eller nyere og iPad Pro (M4), 12,9" iPad Pro (3. generation eller nyere), 11" iPad Pro (1. generation eller nyere), iPad Air (M2), iPad Air (3. generation eller nyere), iPad (7. generation eller nyere) eller iPad mini (5. generation eller nyere).
Del artikel

Media

  • Tekst i denne artikel

  • Billeder i denne artikel

Pressekontakt

Martin Lund Nielsen

media.dk@apple.com

33 42 22 36

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36